Vedtægter

§ 1
  1. Foreningens navn er pr. 1/3 2003 Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, København, i daglig tale UNF København.
  2. Foreningen er stiftet i 1944 og har fra stiftelsen til 28/2 2003 fungeret under navnet Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.
  3. Foreningen har hjemsted i København Kommune.
  4. Foreningen er medlem af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, i daglig tale UNF Danmark.
§ 2 Foreningens formål er at fremme interessen for naturvidenskaberne fortrinsvis blandt unge.
§ 3 Som medlemmer optages alle, dog fortrinsvis unge, hvis interesser stemmer overens med foreningens formål. Medlemskab opnås ved erhvervelse af gyldigt medlemsbevis. Medlemskabet gælder to på hinanden følgende halvsæsoner - den halvsæson det er erhvervet i plus den efterfølgende halvsæson. Herefter ophører medlemskabet automatisk, såfremt nyt medlemsbevis ikke erhverves. Udmeldelse kan tillige ske ved skriftlig meddelelse til foreningen på et vilkårligt tidspunkt.
§ 4 Foreningsåret løber fra 1. august til 31. juli. Regnskabsåret følger kalenderåret fra 1. januar til 31. december. Kontingentet for det følgende år fastsættes på den ordinære generalforsamling. Regnskabet skal være afsluttet, godkendt af revisor(erne) og underskrevet af bestyrelsen senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.
§ 5 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Der afholdes ordinær generalforsamling én gang årligt i forårssæsonen. Hertil har alle adgang, dog har kun medlemmerne tale- og stemmeret.
§ 6 Dagsorden for den ordinære generalforsamling:
  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent.
  3. Valg af to stemmetællere.
  4. Formanden, kassereren og lederne aflægger beretning samt forelægger planer for den kommende sæson.
  5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.
  6. Fastlæggelse af næste års kontingent.
  7. Valg af revisor
  8. Valg af bestyrelse.
  9. Behandling af indkomne forslag.
Yderligere punkter kan tilføjes efter behov. Punkt 1 og 2 skal også medtages på ikke ordinære generalforsamlinger. Referatet skal godkendes af bestyrelsen inden 1 måned efter generalforsamlingen. Generalforsamlingsreferater skal desuden være tilgængelige for enhver - evt. elektronisk, sammen med forenings vedtægter og godkendte regnskaber.
§ 7 Afstemningsregler på generalforsamlingen:
  1. Almindelige afstemninger: Simpelt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Såfremt der fra blot én stemmeberettiget udtrykkes ønske om skriftlig afstemning, skal en sådan afholdes.
  2. Valg af bestyrelse: For at sikre kontinuiteten i bestyrelsens arbejde vælges alle bestyrelsesmedlemmer for to år ad gangen. Der kan dog kun vælges op til fire bestyrelsesmedlemmer for en toårig periode i et foreningsår. Er der mere end fire ledige pladser i bestyrelsen, vælges de fire kandidater med flest stemmer for 2 år, mens de resterende pladser fordeles derefter ved en efterfølgende afstemning, hvor kandidaterne dog kun vælges for ét år. Ved kampvalg til bestyrelsen sker afstemningen skriftligt. Kandidater til bestyrelsen kan ikke stille op samlet som gruppe
  3. Vedtægtsændringer: Vedtagelse af vedtægtsændringer skal ske med mindst 2/3 flertal af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer.
  4. Enhver beslutning om vedtægtsændringer taget på en generalforsamling kan jf. §9 stk. 1 og stk. 3 kræves bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling med opsættende virkning. For at have opsættende virkning, skal dette begæres inden afslutningen af generalforsamlingen.
  5. Foreningens ophævelse: Foreningens ophævelse kan vedtages ved en vedtægtsændring, hvorved foranstående stk. 3 træder i anvendelse.
§ 8 Regler for generalforsamlinger:
  1. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling ved annoncering i foreningens program og/eller ved udsendelse af skriftlig meddelelse senest 14 dage før denne.
  2. Spørgsmål, der ønskes behandlet under punktet "Behandling af indkomne forslag" skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. Dog skal forslag om vedtægtsændringer være et bestyrelsesmedlem i hænde senest 3 uger før, således at det senest 2 uger før kan gøres tilgængelig for enhver - evt. elektronisk.
  3. En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes på den ordinære generalforsamling, og kan i så fald tidligst afholdes 14 dage efter den ordinære generalforsamling og senest 6 uger efter. Bestyrelsen er i så fald forpligtet til at informere om den ekstraordinære generalforsamling ved alle arrangementer, via UNFs hjemmeside og via UNFs eventuelle mailinglister.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af
  1. det største mindretal af bestyrelsen
  2. mindst 10% af medlemmerne, hvis de skriftligt anmoder bestyrelse herom
  3. mindst 1/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ved en generalforsamling. Dog kun 1/4 ved forslag om vedtægtsændringer.
§ 10 Bestyrelsen består af 5-7 personer. Et bestyrelsesmedlem kan forlade bestyrelsen efter eget ønske, eller såfremt mindst 2/3 i bestyrelsen måtte ønske dette. Bestyrelsen kan derefter fortsætte, så længe der er mindst 5 personer. Såfremt der er mindre end 5 personer i bestyrelsen, skal formanden foranledige, at der indkaldes til generalforsamling, så en ny bestyrelse kan vælges eller foreningen kan opløses. Bestyrelsen er selvkonstituerende. Følgende hverv skal dog beklædes: Formand, næstformand, kasserer, sekretær, arrangementansvarlig. Hvert bestyrelsesmedlem kan højst beklæde to poster i bestyrelsen på samme tid, og formanden kan hverken beklæde næstformands- eller kassererposten.
§ 11 Bestyrelsen, der er beslutningsdygtig når mindst 2/3 af dens medlemmer er til stede, træffer sine beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme udslaggivende. Fraværende bestyrelsesmedlemmer kan enten udstede fuldmagt til et medlem af bestyrelsen, og regnes hermed som værende til stede, eller indgive sin stemme til enkelte punkter skriftligt til bestyrelsen. Kun bestyrelsesmedlemmer eller medlemmer med fuldmagt fra bestyrelsen kan forpligtige foreningen eller hæfte for forpligtelser. Forpligtelser på over kr. 5.000,- skal vedtages af bestyrelsen, eller kan i særlige tilfælde godkendes af formanden.
§ 12 På bestyrelsesmøder føres referat. Heri indføres bl.a. alle foretagne afstemninger. Enkelte bestyrelsesmedlemmer kan på forlangende få indført deres mening. På det følgende bestyrelsesmøde fremlægges referatet til godkendelse af bestyrelsen. Referatet er tilgængeligt for enhver.
§ 13 Bestyrelsen er medlemmer af foreningen og har kontingentfrihed.
§ 14 Bestyrelsen kan tilknytte medlemmer af foreningen til sig med henblik på at lette bestyrelsens arbejde og eventuel kommende indtræde i denne. Disse har taleret, men ikke stemmeret ved bestyrelsesmøder. Der kan dog kun tilknyttes personer på denne måde, såfremt ingen af bestyrelsens medlemmer ytrer modstand herimod.
§ 15 Ved foreningens opløsning tilfalder et eventuelt overskud en eller flere almennyttige naturvidenskabelige foreninger her i landet. Hvilke foreninger vedtages på den ophævende generalforsamling.

Vedtaget på den ordinære generalforsamling i UNF torsdag den 5. marts 2009.